Hvorfor eksisterer denne hjemmeside?

Denne hjemmeside er oprettet i sommeren 2005 og har på nuværende tidspunkt det formål at give mig en anledning til at lære, hvordan jeg kan oprette en hjemmeside fra bunden, med overholdelse af diverse standarder.

Datamatikeruddannelsen favner bredt, men i forhold til hjemmesidekonstruktion har der kun været en meget kort berøring - kun lige nok til i forbindelse med uddannelsen at kunne lave nogle øvelser i jsp, og en ca. 5 minutters intro til begrebet XML.
Sommeren 2004 gik jeg i gang med en anden hjemmeside, som gav mulighed for anvendelse af html, men dog var baseret på et CMS-system, hvilket medførte en del begrænsninger. Mine muligheder for at komme i dybden i forhold til andet end blot lidt asp/html anså jeg derfor som værende begrænset.

Da jeg havde muligheden for det, var det derfor en selvfølgelighed for mig at udfylde perioden mellem studiet og en ansættelse som datamatiker (eller lignende) med relevante studier - og i sommerperioden er det så ved at anskaffe mig mit eget domæne, kaste mig over en del fagbøger, lave nogle øvelser til at afprøve diverse teknikker og på en eller anden måde forsøge at få en struktureret hjemmeside ud af hele oplevelsen.


Hvad indeholder siden så?

Du kan finde kodeeksempler for hvordan jeg har løst nogle problemstillinger. De steder hvor jeg direkte har lånt en andens arbejde henviser jeg til pågældende med oplysning om enten bog eller link til hjemmesiden. Jeg er nybegynder indenfor hjemmesidekonstruktion og har ingen intention om at skjule det faktum eller at "låne" uden at kreditere. Hensigten er, at jeg løser opgaver og lærer herved.
Herudover kan du finde beskrivelser af emner jeg har anset det som værende nødvendigt eller behørigt at uddybe nærmere.

I takt med at jeg finder fodfæste i denne del af programmeringens verden vil jeg træde ud på den tynde is og forsøge mig med egne ting. Både i forhold til uddybende hjemmesidekonstruktion og decideret udvikling i forhold til windowsbaserede løsninger.

Det bagved liggende emne på hjemmesiden er en præsentation af hvem jeg er. I forhold til jobsøgning håber jeg at siden afspejler den måde jeg arbejder med en given opgave, og mit cv skulle gerne give et overblik i forhold til hvilke erfaringer og uddannelser jeg har med i bagagen.
Tanken er, at præsentationen skal bestå af mit cv og af diverse programmer som jeg har lavet. En form for online portefølje.


Grafik og farvevalg

Min intention er at holde hjemmesiden fri fra overvældende grafiske billeder og farver. Enkeltheden skal styrke lysten til at kigge videre. Nogle steder vil dette princip ikke blive overholdt. Primært fordi jeg har leget med en teknik som jeg så vil demonstrere her, sekundært fordi jeg vil understrege en pointe.


Tekstmængder

Som datamatiker ved jeg, at brugervenlighed - især på en internetside - også omfatter omfanget af tekst på den enkelte side. Princippet om ikke at have for lange tekster har jeg bevidst valgt at fravige. Siden er primært oprettet for min egen skyld, sekundært kan andre finde hjælp på siderne til hvordan de kan anvende de forskellige teknikker, og her mener jeg, at hjælpen er størst, hvis de væsentligste problemstillinger også er beskrevet sammen med kodeeksemplerne.


Kontakt/feedback

Du er mere end velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller kommentarer vedrørende indholdet på disse sider - eller hvis du skulle have et job til mig ;o). Den letteste kontaktmåde er at klikke på linket i menuen til venstre, og herefter klikke på linket med min mail-adresse, så er du allerede godt på vej til at sende mailen.


Jeg håber, at du får en god oplevelse af at kigge på siderne.

Henriette Rømer Dreier - 26. juli 2005

Valid CSS!

Valid XHTML 1.0!